Nå, men tilbage til cyklen. Den var umulig at styre med de mange ekstra kilo gods og derfor fandt jeg mig selv trækkende med cyklen et par kilometer, i stedet for at sidde “bekvemt” på den.

Da der selvfølgelig er vejarbejde og afspærringer i næsten hele mit nærområde, måtte jeg ud på en omvej, forbi en skole og et hav af børn på fortovet, som bestemt ikke gjorde cykel-trækkeriet nemmere!

Slet ikke, da jeg havnede bag to piger, som havde så travlt med at sms’e med den ene hånd og styre cyklerne med den anden (som de altså trak til fordel for sms’erne) at de slingrede som en meget træt værtshusgænger på vej hjem en tidlig morgen.  Min irritationstærskel steg ganske hurtigt og jeg tog mig selv i at tænke, om de da ikke kunne vente med at sms’e til de var kommet hjem og havde stillet cyklerne fra sig! Sådanne voksne, sure tanker kommer sjovt nok meget oftere, når man bor alene og har sit hyr med cykelindkøb, tidspres, vagtplaner etc.

Den ene piges evner i multitasking var tydeligvis ikke helt så veludviklede som vores køn ellers får ros for, og hendes forsøg herpå endte med at cyklen landede fladt på fortovet. Og selvfølgelig skulle hun lige bruge et par sekunder på at sms’e frem for straks at samle cylen op!!

Heldigvis sagde hendes veninde så: ”Ryk lige cyklen så damen kan komme forbi.”

Trods min glæde over langt om længe at kunne overhale pigerne, var der alligevel en anden tanke, der overtog min sindstilstand. Jeg var EN DAME i pigernes bevidsthed. Åbenlyst SÅ gammel, at jeg nu blev betegnet som en dame!

Men nok engang overraskede livet mig. Man skal aldrig dømme folk for hurtigt. For pigen, som jeg ellers ikke havde haft alt for høje tanker om, sagde nu til den betænksomme veninde:

”En anden gang skal du ikke sige dame. Det er hun for ung til. Hun er en kvinde.”

Storsmilende drejede jeg hovedet mod dem og trak rundt om hjørnet og mærkede i min lomme, at en sms tikkede ind på min mobil. Jeg overvejede at stoppe op for at læse den, men gjorde det ikke.

Dét er nok forskellen på en pige og en kvinde.

For Libyen er der sket det, der altid sker med en historie. Den prioriteres ned, når den har kørt tilpas længe i nyderne og især når det er en historie, hvor den ønskede ”happy ending” lader vente på sig.

Det er da også svært at se, hvordan det skal ende og især, hvordan det vil kunne ende godt? Alle de gode aktører omkring Libyen har jo Deres egen agenda, der gerne skal opfyldes og så kommer det Libyske folks interesser nok derefter.

Nato adskiller strengt den politiske støtte fra den militære. I bund og grund fordi de ikke vil lægge sig ud med andre arabiske lande, Verdenssamfundet, Kina eller Rusland. De er altså bange for at få alle imod sig og brøster sig i stedet med, at de var de første, der indførte sanktioner. Spørgsmålet er så bare, om det viser sig, at de også ender med at være de første, til at give op?

Personligt må jeg indrømme, at jeg har mere respekt for Frankrig. De lod ikke vente på sig og gav hurtigt grønt lys til at sende fly ind i Libyen. Selvfølgelig skal man ikke glemme, at der bag enhver politisk handling er et mål. Sarkozy står ekstremt dårligt i meningsmålingerne og har brug for medvind inden det forestående præsidentvalg. Derudover, er Libyen jo en tidligere fransk koloni og sidst, men ikke mindst, er der olie i jorden som altid tiltrækker ”folks” lyst til at blande sig.

Herhjemme er det danske heltemod desværre knap så synligt. Jeg er stolt af vores soldater og jeg er glad for, at vi deltager. Især når man tænker på at vores modige landsmænd nu blander sig i en krig i et land, hvor mange af indbyggerne og nok også oprørerne under Muhammed krisen, glædeligt brændte vores flag. Alligevel tror jeg, at vi kunne gøre endnu mere. Det har vi tidligere bevist ved vores engagement i andre af verdens brændpunkter.

Hvilket får mig til at tænke på, om det hele er en storm i et glas vand? Under store kongresser besluttes det, at man ikke længere betragter Gadaffi som en legitim leder af det Libyske folk. Hvilket selvfølgelig er godt – for hvordan kan verdenssamfundet se sig selv i øjnene, hvis de betragter Gadaffi som legitim på nogen som helst måde? Manden, som to gange har erklæret våbenhvile og brudt den! Vi ved jo alle, at det er lettere at myrde folk, der har sænket våbnene!

På den anden side – har verdenssamfundet sagtens kunne se ham i øjnene til trods for Lockerbie og utallige andre grusomheder, som han har lagt navn til igennem tidens løb. Dobbeltmoralen har ingen ende. Akkurat som når Enhedslistens Frank Aaen tidligere har forherliget og lovprist Gadaffi og nu løber partiet igen fra deres støtte for at få fjernet Gadaffi! Er det humanitært?

Hvor er humaniteten i et verdenssamfund, som er vidner til at Libyske oprørere kæmper en umulig kamp og går direkte i dødens gab? De kæmper forgæves med gamle våben mod vindmøller, har intet bagland og ingen militær støtte! Hvor er humaniteten når vi ene og alene forholder os politisk og ikke militært? Er det humant?

På TV ser vi dem blive mejet ned, for selvom der ikke falder bomber fra luften, kan Gadaffis kanoner skyde langt og han har snigskytter overalt. Men vi lukker øjnene for dette, og lader det stå, som det det bliver til i vores verden. Et tv klip på et par minutter. Bagefter er det ”glemt” og et nyt indslag toner frem på skærmen.

Det er det samme der sker for det ”humanitære” verdenssamfund, når det konstant lukker øjnene for de forfærdelige realiteter, der foregår i Syrien og på Elfensbenskysten. Hvor mange er ikke myrdet der, mens verdenssamfundet kigger den anden vej og ”zapper” væk?

Næ, humanitet er et sjovt begreb, der synes kun at blive fulgt op af handling, når der er værdier i undergrunden. Det er i hvert fald helt sikkert, at humaniteten har mange ansigter.

Der er den slags, hvor det er et udtryk for selv at få noget ud af det på den korte bane. En anden slags, er den, hvor man gør noget af et ægte godt hjerte. En tredje slags, er når noget gøres, i håbet om at man senere kan blive belønnet med adgang til naturrigdomme og indflydelse i en region. Selvfølgelig forudsagt, at der ikke vil være nogle udgifter forbundet med disse på længere sigt!

Det virker som om der i verdenspolitik altid er et økonomisk aspekt. Jeg kan derfor ikke lade være med at undre mig over, hvor Nato’s støtte til frihed og demokrati er svundet hen? Nå jo, det er jo langt hen ad vejen de samme som sidder og trækker i trådene.

Hvilken fane er det verdenssamfundet bærer og viser frem med de ”sanktioner” som de brøster sig af at være fortalere for? Hvad er det for en verden vi lever i, som hellere vil følge med i lille Holgers forsvinden og redning end i en hel nations umulige kamp?

Jeg er selvfølgelig human og derfor glad for at Holger blev fundet i god behold – men jeg bliver ikke bare sur, men derimod decideret arrig, når der så på hans facebook-profil står, at han er stor modstander af efterlønsreformer! Hans forsvinden har ikke bare kostet det danske samfund dyrt, han har også fået og taget dyrebar spalteplads i både danske og udenlandske medier og så er takken, at han pludselig bliver til et politisk statement! Er verden da gået helt af lave?

I bund og grund kunne hans forældre måske have taget det ansvar på sig at se efter ham. Børn er altid dyrebare!

Og min ellers så dejlige helt, Barack Obama skuffer mig også i denne tid. Det er tydeligt, at det ikke er alle der er amerikanernes ”sande venner” og desværre virker det som om, de der ikke er en del af venne-slænget, er dem, som ikke besidder  økonomiske incitamenter. Hvordan kan det ellers være, at amerikanerne ikke er skredet ind overfor overgrebene i Sudan, Syrien og på Elfenbenskysten? Når Kongen af Saudi Arabien lige sender sin hær ind i nabostaten for at slå nogle irriterende oprørere ihjel, så er der heller ikke hævede øjenbryn fra Obamas siden. Det er jo en af de sande olie-venner. Det er beskidte krige, som åbenbart ikke har deres, eller det resterende verdenssamfunds, interesse. Humanitært eller ej!

For nylig holdt Obama ellers en tale, hvor han tydeligt forklarede, at amerikanerne varetog de sande ideologiske værdier. Og de vil da bestemt ikke se stiltiende på overgrebene i Libyen, men det kan så derfor undre hvordan, de kan se på overgrebene i Afrika uden så meget som at krølle en enkelt rynke! Er amerikanerne og verdenssamfundet stadig venner med det ægte demokrati? Eller er de ved at skifte kurs og bevæger sig hen imod en titel som ”Oliebaronernes venner” og topprioritering af finansielle interesser ? Er de humanitære venner? Humanitetens forkæmpere? Er alting bare ved at blive spørgsmål med forbehold og fodnoter?

På sidelinjen lurepasser passive supernationer som Kina, Rusland, Indien m.fl. men de hylder nok princippet om at den der intet gør, heller ikke gør noget galt.

Når verdenssamfundet intet gør, men blot giver deres tilsagn, giver de den aller biligste hjælp de overhovedet kan! De stakkels oprørere i Libyen og andre steder har vores sympati, men den er intet værd for de blødende og de lidende. De kan ikke mærke vores sympati nogen steder. Til gengæld kan vi sidde tilbagelænet i vores bekvemme lænestole og føle os gode!

Jeg spørger igen. Hvad er ægte humanitet og HVOR er den på vej hen?

Spørgsmålet faldt et par måneder efter jeg var startet på Teaterskolen Holberg, som praktiserer det der hedder Method Acting. En skuespil form, hvor man trækker på egne erfaringer og hvor hele udgangspunktet er det enkelte menneske væren. Det vil sige, et par måneder efter jeg virkelig var begyndt at arbejde med alle sider i mig selv – både de smukke og de grimme.

Det havde været hårdt arbejde, grænseoverskridende, ydmygende, opløftende, stimulerende – mest af alt, enormt udfordrende. Havde det været sjovt? JA! Men det havde dæleme også været det modsatte!

Turde jeg sige dette til chefen for skolen, som nu kiggede mig i øjnene og forventede et ærligt svar? Jeg tøvede og prøvede at mumle mig lidt udenom.

Heldigvis afbrød han mig og sagde dét, jeg stadig ikke har glemt: ”Det er kun godt, at det ikke kun har været sjovt! Hvis alt er godt, er du ikke til stede. Så lever du ikke.” 

Hans ord skabte lettelse i mit nervøse, pleaser-ivrige sind og jeg indrømmede blankt, at jeg ikke havde nydt alle timerne. Især de timer, hvor jeg i total mørke skulle rende rundt og sige og gøre, som det dyr, jeg mindede mest om. Heldigvis skulle resten af mine medstuderende gøre det samme – men forestil dig hvordan det var, at rende rundt i et knald sort lokale, fyldt med mærkelige lyde, brøl og tunge skridt – og være en koala bjørn!!!

Det var langt fra sjovt, men nærmere grænseoverskridende og direkte frygtindgydende.

Alligevel ser jeg i dag tilbage på oplevelsen, som en øjenåbner i mit liv. Jeg indså, at koalabjørnen er nok så nuttet, men når det kommer til stykket, er jeg også en der brøler igen og ikke bare kravler op i toppen af træet!

Der findes et udtryk der hedder: ”Acting is reacting!” Jeg mener dette er meget sigende om både professionelle skuespillere og om os amatører og den rolle vi alle hver især spiller på livets scene.

Det husker jeg mig selv på, når jeg har en dårlig dag. Det er godt, at have dårlige dage, for der er som regel lærdom i dem. Og selv hvis der ikke er det, er de om ikke andet et tegn på, at jeg reagerer. Jeg er. Jeg lever.

Hvis alt kører som smurt og alt er rart, er jeg overbevist om, at der er noget man misser. Som min kloge far altid har sagt: ”Livet er ikke for amatører!” Hvor har han dog ret, og hvor er det dog godt. Så længe vi har udfordringer, udvikler vi os. Den dag de stopper, har man overset det aller vigtigste: Livet.

Så omfavn dine dårlige dage, byd dem velkomne i dit liv og glæd dig over, at du ikke er en koalabjørn

”Der er ikke noget der hedder dårligt vejr – der er kun forkert påklædning”

Til det har jeg kun én ting at sige: Det passer ikke!!!

For det er faktisk så slemt det forpulede vejr, at det kan gøre mig helt ophidset. Eller, lad mig lige omformulere det. Reaktionerne – rettere sagt, manglen på samme, på vejret, er dét der gør mig ophidset.

For hvor er sneskraberne? Fejemaskinerne? Og saltmaskinerne? Hvor er statens og borgernes forpligtelser fejet hen? For de bliver da i hvert fald ikke overholdt!

Det der gør mig oprigtigt rasende er, at enhver husejer ved, at det kan koste dem umådelige høje summer hvis nogen skvatter på deres uskrabede fortov og brækker et ben eller det der er værre. Gælder det samme ikke for de offentlige veje? Det skulle man jo mene det gør, så mit spørgsmål er: Hvor er statens respekt for borgerne? For reglerne? For retssamfundet?  

Når man begiver sig rundt i København og omegn skal man ved gud kigge langt og længe for at se offentlige forsøg på at overholde disse regler. De er som frosset væk. Kommunen har ellers udtalt, at man lige nu primært fokuserer på at bruge den stærkt begrænsede mængde salt på cykelstierne.  Jeg cykler dagligt fra Nørrebro til Hellerup og det kan i hvert fald ikke mærkes der! For det hjælper jo intet at salte, når man ikke engang fjerner sne-masserne på stierne.

Man får jo helt lyst til at politianmelde kommunen for mangel på overholdelse af reglerne!

Når nu jeg allerede er ophidset, vil jeg da også lige skælde både Ældresagen og Dansk Cyklistforbund ud. For hvor er de i debatten?  Er de også bange for at vove sig ud i debatten nu hvor der virkelig er brug for Dem?

Som vejforholdene er p.t., kan det ikke undre nogen, at mange ældre tvinges til at holde sig inden døre. De har ikke andre muligheder, for det kan være livsfarligt for dem at bevæge sig udenfor. Man fristes næsten til at tro, at nogen ville ønske de gjorde det, siden ingen taler deres sag.

Ældresagen udtaler ellers selv, at de er en forening, der arbejder for at sikre, at alle kan have et aktivt og meningsfyldt liv, uanset alder. Det lyder jo ganske nobelt, men hvor meget mening er der i et liv, hvor man tvinges til at holde sig inden døre og hvor besøgstallet mærkbart falder fordi ingen kan komme frem?

Og hvad med de stakkels hjemmehjælpere og postbude som dagligt skal kæmpe sig gennem snemasserne på den to-hjulede? 

Hvor er cyklist forbundet? Hvor er deres stemme forsvundet hen? Nøjes de virkelig med blot at udtale sig om pigdæk til cyklerne? Hvad med at kræve handling fra kommunerne? Det er vel derfor der findes forbund. For at nogen kan være stemmen for De mange De skulle være i forbund med?  Så hvor er stemmen?

Enhver ved, at dem der råber højest bliver hørt. At sige, at Nordeuropa er ramt af den værste vinter i 100 år, skal da ikke være en undskyldning for at vores ellers så fine velfærdsamfund går fuldstændig i smadder. Det løser ikke meget med fine ”Statements!”

Lidt handling løser meget mere og kunne genskabe lidt af troværdigheden med etablissementet!

Jeg elsker alle lyskæderne, der glimter op som en eksplosion af stjerner og glimmer i det mørke landskab. Hyggen, nærværet og samværet med familie og dem man holder af. Julekortene – de personlige altså. De smukke julekugler med forførende finesser, det velsmagende hjemmebag og duftene af nektariner, gran og kanel. For selvfølgelig ikke at glemme den drømmevenlige coca cola reklame.

Jeg er derimod stor modstander af ønskelisterne, de lange køer, varmen i butikkerne, overspiseriet, den fede mad, stressen, gaveræset, den kunstige glæde og gælden, som de fleste påtager sig mere eller mindre frivilligt.

For mig er julen også ret kompleks. Der er noget utrolig dejligt i at modtage et uventet julekort. Det er hyggeligt med de sociale komsammener og de uventede opmærksomheder som julens komme altid byder på.

Men det er også en meget vemodig tid. Det er traditionernes tid og netop de hænger ofte sammen med minderne.

De ensommes gråd overdøves af julemusik, som er akkurat den samme som for tyve år siden. Kirkegårdene oplyses smukt af levende lys og kranse med hjerter og bamser. Men savnet i hjertet mindskes ikke med et enkelt lys i kulden. Det består for altid.

Decembers mørke himmel er sjældent det eneste mørke. Sygehusbesøg, sygdom og ulykker er aldrig fraskrevet kalenderen. Ej heller i julen. Dødsannoncerne taler deres eget sprog.

Det er hjerternes tid – ja, ligefrem fest endda. Men er det nu også det? Hvad med alle de enlige? De forladte? De efterladte? Dem, der er forelsket i de forkerte? I de optagede – i de gifte? Elskerne og elskerinderne må altid fejre julen alene og skjule smerten bag smilet om den glædelige jul. 

Akkurat som mange deleforældre må finde glæde i at det er deres tur – til næste år.  

Julen byder også altid på et hav af udfordringer. De logistiske, ferielukkede institutioner, overfyldte forsinkede toge og nu også sneglatte veje.  For slet ikke at tale om de aller ældste familiemedlemmer som enten ikke kan eller vil forlade deres bolig. Familie kontroverser som skal overdynges af pakkelege og bordplaner, der holder afstand mellem gammelt nag og bitterhed.  Forventninger til gavernes værdi og de uudtalte krav hertil pakkes ind i glinsende papir og pralegaver som byttes d 27.

Det vel derfor der ikke er noget så skønt, som at se forventningens glæde i børnenes øjne. De funkler oprigtigt som julestjerner og kigger op mod himlen med et håb og et ønske om at julemanden pludselig kommer farende over himlen. Det er så uskyldigt og naivt, at man ikke kan andet end at misunde det uvidende barn en lille bitte smule.

Så selvom jeg er en umådelig stor fan af glimmer og glitter, hygge og romantik, søde sager og dejlige dufte, må jeg sande, at julens glæder er forbeholdt de heldige. Dem, der har en familie som de faktisk gerne vil være sammen med. Dem, der kan være sammen med deres elskede. Dem, der har et hjem at pynte op. Dem, der har råd til at fejre den.

Når nu det er jul, er der vel ingen bedre tid end lige nu, til at sende et lille juleønske af sted. Et ønske om fred, varme, husly, fyldte maver, kvalitetstid, glæde og samvær med dem man holder af til hver og en. Det ønsker jeg jer alle. Må i nyde det. Rigtig glædelig jul.

Jeg var hjemme og spise hos mine forældre, da min mor og jeg kom til at tale om kjoler og mode generelt .

Pludselig sagde hun: ”Jeg glemmer aldrig den kjole du så i Illum.”

Straks tænkte jeg på en kjole jeg havde set for et par år siden, som var der i et nummer for stort og et for småt.  I dag har jeg fuldstændig glemt hvordan den så ud og husker kun skuffelsen over ikke at kunne passe den magiske kjole. Som ved nærmere eftertanke faktisk var en nederdel.  

Men tilbage til middags-snakken. For det viste sig nemlig, at den kjole som min mor tænkte på, åbenbart var en sort mangefarvet kjole som jeg i en alder af 5 år havde forelsket mig i på en af vores mange ture til byen. Jeg kunne desværre slet ikke erindre kjolen, men imponerende som hun er, kunne min mor sagtens huske den.

Dengang, for 23 år siden, kostede kjolen 700 kroner og min mor havde virkelig ikke råd til den.

Men en tåre i øjenkrogen fortalte min mor mig: ”Jeg sagde til dig, mor har ikke råd. Men jeg tror ikke du forstod hvad det betød.”  Dér gik det op for mig, at min mor stadig var ked af, at hun ikke havde kunne give mig alt hvad jeg ønskede mig.

700 kroner dengang har nok svaret til 2000 kroner i dag, så jeg synes da kun det er godt, at hun ikke købte den. Penge eller ej. For hvad i alverden skulle et 5 årigt barn med så dyr en kjole?

Men at se, at det stadig berørte min mor, at hun ikke kunne give mig den kjole – når hun praktisk talt har givet mig alt andet hvad jeg har peget på – gjorde ondt på mig. Helt ind i hjertet.  

Man siger, det fantastiske ved børn er, at det du giver, får du igen – ligesom med hunde. Hvis du giver dem kærlighed, så får du kærlighed.

Måske er det derfor, jeg elsker min mor så højt, som jeg gør. Hun har altid givet mig uendelig meget kærlighed.

Hun er ikke bare min mor. Hun er min bedste ven, min trofaste støtte. Hun er solstrålen der trofast hiver mig op, når jeg er nede i et af mine mørke huller. Hun har altid troet på mig og hun er der altid for mig.  

Hun er faktisk ret fantastisk og jeg er oven i købet så heldig, at folk siger, jeg minder om hende.

Jeg skylder hende meget. Især en stor tak – også for alle de mange kjoler som hun har givet mig.

Alligevel kan det næsten føles som om man er rejst til et fremmed land, når man endelig begiver sig ud på de kanter. Landskabet er pludselig åbent og bakket. Der er traktorer på vejene og det er ikke uden grund at trækkrogen kaldes en jydekrog, for hold da helt op hvor ser man mange af dem.

Ellers ligner det jo Danmark. Der er blomster i kummerne, ukrudt på fortovene og huse som seriøst trænger til maling. Men når man så taler med jyderne, ja så er der mere end dialekten som afslører afstanden.  Bare tag mine svigerforældre:

De kalder min kæreste og jeg for ”børnene” eller ”ungerne” og  siger ”skatte” som københavnerne siger “søde.”

De bor på en gammel gård 10 km uden for Århus. Svigermor bager altid kager og på en helt almindelig lørdag kan hun nemt have bagt to forskellige. Hun laver forloren hare fyldt med gode ting og vendt i rasp og i en sovs så fed, at selv brødrene Price ville mene, at der var rigeligt med smør i den.

Når der siges noget utiltalende om København kan man være helt sikker på at der kommer et ”det bare så typisk derovre” fra min svigermors mund. Men hun har heller aldrig boet i København. Så hun forstår nok  ikke byens puls og charme. Ja, hun har faktisk ikke engang været på en indisk restaurant.  Men hun er sød. Laver en kæmpe kurv med godter til ”ungerne” når det er påske og har endda pyntet den med hjemmelavede kogte æg som hun har tryllet bordeaux røde. Hendes negle er altid utroligt lange og flot lakeret i lyserød perlemor. Ikke en eneste gang har jeg set hende uden neglelak eller med korte negle. Og de er altså naturlige. Ikke noget med glasfiber eller akryl til hende.  

Svigerfar er vognmand og til trods for hans til tider ret så frække vittigheder, mener han at firmaets overlevelse ene og alene beror på at være ” lidt pænere, lidt flinkere og lidt bedre” end modstanderne. Han samler på små sjove østtyske biler, Trabanter og har en helt lade fyldt med dem. En af dem er endda beklædt i lyserød plys! Ja man skulle næsten tro der bankede et skjult Nørrebro hjerte indeni ham.

Men tilbage til svigermor. Man skal nemlig ikke lade sig narre af hendes lækre hjemmebag. Hun er en bestemt dame, der bliver irriteret over dovne kollegaer, og som uden tvivl vil være en mere end værdig modstander i en diskussion. Jeg tror faktisk, jeg ville være temmelig bange hvis jeg skulle debattere med hende. Min kæreste kan da også fortælle nogle mindeværdige historier om svigermors kommentarer til hans tidligere kærester…  

Heldigvis har svigermor og jeg det godt sammen og snakker ivrigt om blomster og dekoupage. Svigermor har dog en kæmpe lidenskab som jeg ikke deler. Katte. Hun ELSKER katte og har en blød grå en der hedder Misser. Som får p-piller!(sådan noget ville jeg ellers have troet kun forgik i København) Det skal dog siges, at Misser faktisk er ret sød og kær når hun velvilligt lader sig nusse bag ørerne.

Sidst vi var i det jyske, var der pludselig en fremmed kat på gårdspladsen. En smuk rød kat som lå ligeså roligt midt på fliserne og kiggede sultent ind på køkkenet. 

Hvem er det, spurgte jeg nysgerrigt?

Svigermor smilede ømt og fortalte så, at det var en kat som pludselig var begyndt at komme fast hos hende. Hun fortalte noget i stil med at:

”Hun jo kunne se, at den røde ukendte hankat var sød ved Misser og at hun derfor fodrede ham.”

Ja, faktisk fodrede hun ham hver dag og var oven i købet spændt på om han med tiden, ville blive rigtig tam. Hun sagde det ikke, men der var ingen tvivl om den ukendte røde hankat var velkommen i hendes stue, hvis han ville. For han var jo sød ved Misser!

Så enkelt hang det sammen for svigermor og accepten af hendes elskede lille kats nye ven.

Og så enkelt burde det jo egentlig altid være, når det drejer sig om accepten af svigerbørn. Er den nye ven god ved barnet, bør mor og far altid bakke op om valget af ven.

Desværre er virkeligheden sjældent så enkel. Hvem kender ikke til udtrykket svigermonster eller planten ”svigermors skarpe tunge” som med sine skarpe blade kan holde enhver nysgerrig snude på lang afstand.

Men hvor ville det dog være dejligt, hvis alle svigermødre kunne acceptere børnenes valg  – så længe de var gode ved deres børn.

Hvad enten de var jyder eller ej.

Holdninger til forslaget er det nok af. For spørgsmålene har ingen entydige svar.

Er barnløshed en sygdom? Nej ifølge de Konservative, ja ifølge WHO (World Health Organisation). Men betyder det, at staten skal betale for kunstig befrugtning for barnløse?

Der findes tusindvis af borgere, der lider af diverse sygdomme som koster dem formuer i medicin som staten ikke betaler –  til trods for at denne medicin er livsnødvendig for de fleste.

Skal staten virkelig betale for kunstig befrugtning, når den ikke betaler omkostningerne ved adoption?

Har alle barnløse krav på hjælp, når Grundloven sikrer os ret til ligebehandling? I hvert fald i den forstand, at der ikke må ske forskelsbehandling på grund af køn, race, seksualitet eller politisk overbevisning?

Er børn en menneskerettighed? Eller blot en nødvendighed for samfundet?

Spørgsmålene er der mange af og svarene endnu flere.

For hvad er fair? Hvad er retfærdigt?

Hvis alle skal have lige muligheder kræver det unægteligt ulige behandling.

Sådan er det med alt, når vi snakker ”ligestilling” af mennesker. For vi ER forskellige.

Og det er så her, at enhver debat om ligeret ser sin udfordring.

Et sted i landet er der sikkert en kvinde, der er født med en smertefyldt sygdom, eller som måske har fået smadret sit underliv i en ulykke, som sikkert selv synes, at hun har krav på at få hjælp til hendes barnløshed. Især hvis hendes ønske om at få børn ikke matcher hendes økonomiske muligheder for øjeblikkeligt at fremskaffe et sted mellem tyve og halvtreds tusind kr.

Samtidig vil kritikere sikkert sige, at det at få børn koster rigtig mange penge, og hvis ikke man har råd til kunstige befrugtning, vil man umuligt få råd til børn.

Et andet sted i landet er der sikkert et ægtepar som har adopteret et barn for over tredive år siden. Dengang hvor 100 kr. mindst svarede til det femdobbelte og hvor man ikke fik barsel når man adopterede. De har muligvis sparet meget op for at kunne adoptere og efterfølgende enten holde fri eller få barnet passet. Var det fair? Og er det fair nu at sige, at vi ikke skal tænke på det eller inddrage det i debatten fordi det er så længe siden?

Og hvad med de homoseksuelle som grundet deres fysiske match aldrig vil kunne skabe et barn sammen? Kan de ikke ønske sig børn ligeså brændende som alle heteroseksuelle par? Selvfølgelig kan de det og for en del af dem vil adoption være eneste mulighed. Burde de så ikke få hjælp til ”udgifterne”?

Vi snakker jo lige rettigheder…

Eller gør vi? For hvad omfatter de lige rettigheder egentlig? Vi har brugerbetaling på tandlægen, men ikke på ørelægen? Dog skal vi selv betale for medicinen hos ørelægen ligesom vi selv betaler for recept øjendråberne hos øjenlægen. Skal vi have laserbehandlet vores øjne, skal vi være meget meget svagtseende hvis staten betaler det. Ellers står også det for egen regning.

Hvorfor? Er det fordi noget er så slemt – at det går ud over livskvaliteten? Ja, jeg ved det ikke. Men jeg ville meget gerne høre svaret. For hvor går grænsen og hvad er begrundelsen?

Narkomaner kan få gratis stoffer hos lægen. Ja, man åbner ligefrem statsbetalte klinikker til dem. Men personen med en medicinkrævende sygdom betaler selv for sin medicin. Og er man ikke meldt ind i Danmark inden sygdomsudbruddet, ja så kan det blive rigtig, rigtig dyrt.

Det ved mange overvægtige også alt for godt. For er du ikke fed nok, så står fedmeoperationerne også for egen regning. Men der er altså også nogle, der får den på statens regning. Hvorfor? Angiveligt fordi det i længden er billigere at skære i dem, end at behandle for følgerne af deres overvægt resten af livet.

Og hvad med alle de fremtidige børn, som politikerne og diverse ekspert kommissioner så ofte fortæller os, at samfundet har brug for? Ville det måske kunne betale sig at ”investere” i børn for at sikre samfundets overlevelse og så give forældrene livskvalitet som sidegevinst?

Hvorfor ikke give et statsligt tilskud til adoption og bruge det som en del ulandsbistanden? Så ville man glæde de barnløse danske borgere og sikre sig, at ulandshjælpen ikke blev brugt forkert af korrupte politikere. Det er da en ægte win-win situation.

For uvidende øjne som mine virker det næsten som om staten hjælper til, når de enten ser en økonomisk gevinst ved at hjælpe eller hvis det står så slemt til, at de bør hjælpe. Altså kun politiske hensyn – aldrig menneskelige.

Så hvor slemt skal det være?

Hvad er fair?

Det handlede om at der er en voldsom stigning i antallet af unge under tyve, som tilkendes førtidspension. De ellers kompetente News værter havde derfor en læge i studiet og angreb straks lægernes evner til at vurdere hvorvidt disse unge mennesker rent faktisk er så syge, at de ikke er arbejdsdygtige.

Lægens forsvar gik så på, at der konkret er så mange regler, at det bestemt ikke at nemt at ”førtidspensionere” borgere og at denne gruppe er unge mennesker som er så syge, at de for eksempel lider af alvorlige psykoser eller lignende. 

Dette var essensen af indslaget. Da det var slut sad jeg tilbage med en halv kop kaffe og en tanke, jeg ikke kunne slippe.

Frem for at anfægte lægernes vurderingskompetencer undrede det mig, at man ikke anfægtede årsagen til disse unge menneskers syge sind. Hvorfor er de syge? Hvad gør dem syge? Hvad kan vi gøre for at minimere sygdommene? Hvordan bekæmper vi stigningen af antallet og hvordan hjælper vi dem?

Det er jo uden tvivl et samfundsproblem og især når vi taler om en stigning på 54 % i forhold til 2007. (dengang var tallet af unge førtidspensionister i aldersgruppen på 392, i 2009 var tallet steget til 604!)

Jeg ved selvfølgelig godt, at nyheder og journalistik altid ser sin begrænsning i forhold til spalteplads/sendetid. Men derfor er målet vel stadig oplysning til borgerne.  Hvad kan jeg bruge kolde facts til hvis ikke jeg får hele historien bag dem?

 Jeg har senere hen læst mig til at visse eksperter mener, at tallet reelt ikke er steget, men at det blot er samfundet der reagerer anderledes på de unge, ved at førtidspensionere dem.

Hvis det er tilfældet spørger jeg igen: Hvorfor er de syge? Hvad gør dem syge? Hvad kan vi gøre for at minimere sygdommene? Hvordan bekæmper vi stigningen af antallet og hvordan hjælper vi dem?

Vi kalder Danmark for et velfærdssamfund – og politikerne elsker at ”prale” med dette overfor sammenligninger med udlandet og alligevel førtidspensioneres flere hundrede unge mennesker mellem 17 og 19 år årligt! Hvor fejler vi? Hvad går der galt?

Når vi taler så store tal vil jeg umuligt mene, at det hele kan forklares ved blot at skyde skylden på forældrene. Hvis vi taler om en reel gruppe kronisk syge mennesker – må vi som samfund kunne gøre noget andet og bedre end blot at pensionere dem. Hvad består hjælpen til dem i?

Ud over lægelige tilbud, giver vi dem så nogle jobmæssige tilbud? Kan vores effektivitetssamfund finde ud af at tilbyde disse unge mennesker jobs, så de kan deltage i arbejdsmarkedet og forhåbentlig få mere livskvalitet? Eller er det for besværligt?

Har vi så travlt med at opnå plus på bundlinjen at vi overser de slørede plusser i parenteser og derfor i stedet sygemelder dem?

Nu, flere dage efter at indslaget blev sendt, og mange mange kopper kaffe senere, er nyheden efterhånden temmelig død og lever kun i diverse debatforaer. Men jeg spørger stadig:

Hvorfor er de syge? Hvad gør dem syge? Hvad kan vi gøre for at minimere sygdommene?  Hvordan bekæmper vi stigningen af antallet og hvordan hjælper vi dem?

Jeg kan ikke frigøre mig for en tanke om at vi ”parkerer” problematiske sager frem for at bruge lidt tid på at løse dem.

Vi har evnerne, men har vi også viljen?

I et gammelt kristent land, som netop lægger vægt på kristne værdier og som hylder disse og kristendommens højtid – bør julen også være alle forundt.
I skolerne lærer vi børnene at julen er en særlig festlig tid. Vi markerer den med både juleferier, koncerter og krybbespil.
For de heldige børn hører der også julekalender, pakkekalender og gaver den 24 med i festlighederne.

Men for de uheldige, dem som kommer fra økonomisk trængte familier, er der intet festligt over højtiden.
Tværtimod må de – de 45.000 børn som lever i fattigdom i Danmark – i bedste fald, finde glæde i fjernsynets julekalender og eventuelle løfter om julegaver i januar, når børnepengene er gået ind.

Det er der ikke meget jul over. Ikke at jul og penge nødvendigvis hører sammen. Men man skal ikke være professor for at vide, at intet kan, som økonomiske problemer, ødelægge godt humør og hyggelig stemning.

Jeg må derfor tilslutte mig det socialdemokratiske forslag – såfremt man finder en ansvarlig økonomisk løsning på det.

Jeg kan ikke undgå at tænke på det for nyligt afholdte IOC-møde. Hvad fik Danmark ud af det? Rent økonomisk?
Fik vi omtale? Ja, men nok aller mest af Oprah. Dog siger turismeorganisationer at Danmark fik så meget reklame verden over, at det var ”ubetaleligt.”

Det jo godt nok, men jeg spørger alligevel. Havde vi råd til det?

Havde Danmark råd til at spendere guld og grønne skove for at afholde et IOC-møde, når vi i selv samme land har familier, der ikke engang har råd til at få steg på bordet juleaften?

Set med mine naive øjne, kastede IOC-mødet intet betydningsfuldt af sig. Vi fik Kronprinsen valgt, Kai Holm gik af og Oprah lavede en udsendelse om Danmark. Politiet fik endnu større udgifter, større afspadsering og vi fik endnu mindre politi.

Hvad kan vi egentlig bruge al den ”ubetalelige” reklame til – når det er reklame for et land, med flere tusind familier, der ikke har råd til at holde jul?

Skal man overhovedet betale for at reklamere for sådan et land? Er der nogen som helst sund fornuft og fortjeneste i det?
Har politikerne fået storhedsvanvid? Har de kigget i spejlet og set, hvor småt Danmark faktisk er?

For mig at se, er alle pengene til afholdelse af IOC-mødet, brugt på et forlystelsessygt ingenting.

Jeg kan i disse juletider ikke lade være med at tænke, at der kunne være en form for mening i at opfordre regeringen og politikerne til at lære af de beslutninger, de har truffet.
Forhåbentlig lære af det, til næste jul.

Jeg foreslår derfor oprettelsen af en ”ide-event julekasse” til landets fattige. Det skal være en slags bøde- kasse, som skal koste politikerne hver gang de får en forlystelsessyg ide, som intet synligt giver af sig, for landets borgere.

Da jeg var barn, havde mine forældre en kasse i køkkenet som man lagde 25 øre i når man bandede. På samme måde skal politikerne straffes, når de kommer på nye event ideer, som ikke gør andet end at tilgodese eliten eller egoet.

For at nå dertil, skal vi først og fremmest udvise ansvarlighed og menneskelig næstekærlighed. Kristne værdier.

Noget som kendte fra forskellige industrier netop har udvist, da de sammen med Ekstra Bladet ringede rundt til forskellige firmaer og samle 933.500 kr. ind som hjælp til de fattige.

De penge vi brugte på IOC-mødet kunne nemt have givet landes fattige en julefest som var kongelig og værdig – og sikkert lidt til.

Så mens jeg går ned ad strøget og tænker på alle de penge som det menes, at de mange tilrejsende under IOC-mødet brugte i byens butikker, restauranter og hoteller – kan jeg ikke undgå at kigge op. Se på julelysene og de røde hjerter – og tænke, om hjerternes fest kun er forbeholdt de, med hjerter støbt i guld, pakket ind med smukke sløjfer.

Jeg tror næppe, at den unge kvinde, med den sorte labrador – som står på strøget og sælger dagsgamle blomster som hun siger hun fik foræret af blomsterdamen i går, da hun hjalp hende med at lukke biksen, fik noget ud af IOC mødet´s store reklame udbytte.

Jeg tror egentlig også, at familien, hvor faderen lige har mistet jobbet, er bedøvende ligeglade med om Oprah lavede et program om Danmark – som verdens lykkeligste folk.

Lysene og hjerterne skinner på strøget. For danskerne skal mærke at, det er jul.

Skal de fattige?